Her er jeg

På denne side kan du læse lidt mere om mig.

Jeg har base med min virksomhed i øgade-kvarteret midt i Aarhus. Her har jeg kontor og samtalepraksis, og herfra drager jeg ud til opgaver rundt i landet. Byens pulserende og forskelligartede liv er en stadig inspiration for mig i mit arbejde. Heldigvis er vandet og skovene også tæt på og bruges flittigt som modvægt til byens puls. 

Jeg er vist først og fremmest et nysgerrigt menneske. For mig er verden en uendelig kilde til undren, indsigt og nye spørgsmål. Jeg er optaget af filosofi, etik, litteratur og kunst i alle udformninger. Jeg har 3 dejlige børn og nu også børnebørn. At være forælder har stor betydning for mig, og mit forældreskab har på afgørende måde formet mig til det menneske, som jeg i dag opfatter som mig.

Arbejdsmæssigt har jeg været vidt omkring. Jeg har praktiseret som teaterleder, institutionsleder, projektleder, underviser, instruktør, skuespiller, terapeut og skriftlig formidler. Menneskers relationer og det enkelte menneskes mulighed for at udfolde sig i livet har været den røde tråd hele vejen igennem for mig. 

Jeg er optaget af vores mulighed for at skabe bevægelse og positiv fremdrift – både i arbejdslivet og i vores personlige liv med hinanden. Der er altid mere at fortælle end vi tror, og når vi deler det med hinanden, skaber vi nye virkeligheder, som vi kan flytte ind i. Jeg tror på, at fremtiden er noget, der bliver til mellem hænderne på os, og at vi alle sammen har noget at bidrage med i livets skabelsesprocesser.

Jeg er optaget af alle slags fællesskaber: Familier, foreninger, arbejdsfælleskaber, livsfællesskaber, bysamfund, og af hvordan vi leder og organiserer vores fællesskaber, så de bedst muligt understøtter menneskelig udfoldelse og vitalitet. Jeg brænder også for at udforske nye måder at tænke de menneskelige fællesskaber på - og for retten til at kaste nye og skæve initiativer ind i verden og lade dem slå rod.

Livet er noget, vi kan gøre noget med! Det er forunderligt - og nogle gange er det svært. Når det lykkes for os at skabe plads til det hele, kan alle nuancerne folde sig ud i fuldt flor. Både indeni og rundt omkring. 

Læs mere her om min faglige baggrund.

Her er jeg

Hjemmeside design: DuexDesign